Alt om bridge
Bridge spilles af fire spillere, fordelt på to par. Der spilles med 52 kort, 13 kort til hver.
Bridge består af to dele - meldinger og spil. Bridge er et makkerspil - det vil sige, at du via meldinger sammen med din makker skal finde frem til, hvor mange stik I kan tage tilsammen.
I meldefasen meldes der efter tur. Den, der afgiver den højeste melding, vinder kontrakten. Kontrakten danner grundlag for spillets anden del.
I den anden del, spillet, skal du eller din makker tage det antal stik, I har meldt. Lykkes det, får jeres side point. Lykkes det ikke, er det modparten, som får point. Det vil sige, at hvis den anden side har vundet kontrakten, skal du og din makker forhindre modspillerne i at få det antal stik, de har meldt - sætte kontrakten. Der er desuden mulighed for at doble en kontrakt, hvis du ikke tror, den kan vinde. Og hvis den faktisk går ned, er der ekstra point til dig.
Der er bonus for at melde højt, det vil sige forpligte sig til at tage mange stik. Men melder I FOR højt, er der selvfølgelig risiko for, at kontrakten går ned. Spillet går altså ud på at finde ud af, hvor meget kortene kan bære og melde til grænsen.
Intet held i bridge
Mange er af den opfattelse, at det i bridge - som i mange andre kortspil - handler om at få gode kort. Dette er langt fra korrekt - især ikke, hvis du spiller turneringsbridge.
De fire spillere er placeret efter verdenshjørnerne - Nord og Syd spiller sammen, og det samme gør Øst og Vest. Kortene ligger i en lille mappe. Under spillet beholder hver spiller sine kort, som altså ikke samles i stik. Når spillet er slut, lægges kortene tilbage i mappen og sendes videre til næste bord. Således spiller alle i turneringen nøjagtigt de samme kort. Derved elimineres heldet i at få gode eller dårlige kort. I stedet bliver du sammenlignet med andre, som har spillet præcis de samme kort. Efter en turnering lægges resultaterne fra hvert spil sammen og giver et slutresultat for hele turneringen.
Der spilles normalt mellem 24 og 32 spil i en turnering - eller en klubaften. En turnering varer tre-fire timer.
Bridge er spillenes konge - og kongernes spil. Bridge spilles i dag over hele verden - både som hyggeaktivitet og konkurrencesport på højt plan. Her på siden har vi samlet en buket af tilbud til at komme i gang med verdens mest udfordrende kortspil.
Du kan lære spillet helt fra grunden hjemme ved din egen computer, du kan læse mere om legen med kortene gennem tiden, og du kan se, hvor du kan finde undervisningshold.
Velkommen til et spil, som vi vil garantere, at du aldrig bliver færdig med!


